Afgjort dato 16.11 2020
Complaint of two complaint cases against Norway in the area of deductions from the taxable base of alimony payments paid to recipients in other EEA States
Instans; EFTA-surveillance authority
Referat;
2020 blev året, hvor jeg kom på den norske finanslov eller rettere året, hvor min sag mod den norske stat kom på den norske finanslov.
I 2018 rejste jeg på baggrund af en byrdefuld og gennemgående tvivlsom praksis vedr. den skattemæssige behandling af danske underholdsbidrag af Skatteetaten en sag ved EFTA-surveillance Authority.
EFTA-surveillance Authority (ESA) er et organ der overvåger medlemslandene i indre marked overholder reglerne i EØS-lovgivningen.
Skattelovgivning er som udgangspunkt ikke en del af de fire fundamentale friheder i indre marked, dog er vandrende arbejdstagere alligevel beskyttet imod skattemæssig diskrimination.
Det er med udgangspunktet i en sådan skattemæssig diskrimination, at der blev rejst klage mod den norske stat.
Skatteetaten havde i sin juridiske vejledning sat tre krav som skulle opfyldes;
- At underholdsbidraget blev givet regelmæssigt
- At underholdsbidraget blev givet efter aftale eller lov
- At man kunne dokumentere underholdsbidraget var betalt over bank
Retsstillingen var således indledningsvist ligetil og klar og et stykke tid blev mine klienters danske underholdsfradrag godkendt og lignet i Norge jf. ovenstående kriterier og kvalifikation.
Skatteetaten kommer sidenhen på banen med henvisning til en tillægsregel til lovgivningen, altså Skatteetatens eget tolkningsbidrag til lovgivningen. Da Skatteforvaltningerne ikke er tillagt lovgivningskompetencer, vil man normalt tillægge den slags kreative input meget begrænset juridisk vægt om nogen.
Et tolkningsbidrag der foreskriver at der må foretages et skøn om danske børnebidrag og den danske lovgivning herom skulle være ”sammenlignelige” med norske ”barnbidrag” og lovgivning. Hvis det udenlandske underholdsbidrag er sammenligneligt med et norsk ”barnbidrag” skal fradraget nægtes.
En helt igennem uproportional og uegnet regel, i forhold til formålet. Da jeg herefter konfronterer Skatteetaten med reglen og afkræver et konkret svar på hvilke kriterier og hvordan man sammenligner de to love og regelsæt, får jeg da også at vide, at det kan de ikke udtale sig om, da de jo ikke kender de danske regler…
Hvorefter jeg blot må konstatere min frygt bekræftet; sammenligningsreglen, er i virkeligheden blot et effektivt værn, til at nægte alle danskere deres fradrag for underholdsbidrag, på et tvivlsomt grundlag, uden hjemmel i lov.
Vi påklager derfor sagen til ESA i november 2018.
I foråret 2019 forsøger den norske stat af få sagen afvist. Blandt andet med en henvisning til artikel 18.stk.2 i Den Nordiske Dobbeltbeskatnings Overenskomst, samt et argument om at underholdsbidrag i Danmark er skattefri.
Til trods for man ved en simpel Google søgning på Skattestyrelsen hjemmeside kan konstatere dette ikke er tilfældet, samt at der i international skatteret er noget, der hedder ”Den Gyldne regel”, som betyder man aldrig kan benytte en dobbeltbeskatningsoverenskomst til at opkræve en højere skat end man kunne ved anvendelse af den nationale skatteret alene.
Jeg gør derfor indsigelse mod postulaterne i marts 2019. Manøvren, som mest af alt minder om juridisk voodoo praktiseret af primitive folkeslag vinder da heller ikke frem.
I oktober 2019 oplyser den norske stat til ESA at der på Finansloven for indkomståret 2020 bliver stillet forslag om at fremover skal ingen underholdsbidrag, hverken norske eller andre være skattepligtige. En beslutning der medfører at ingen kan få fradrag og der således ikke længere er tale om diskrimination.
Denne manøvre må bero på en vurdering fra den norske stat om de havde tabt sagen og derfor ser nødvendigheden af, at lave den norske skattelovgivning helt om, for at undgå at give udlændinge fradragsret
Gældende fra januar 2020 ikke længere er fradragsret for nogen underholdsbidrag.
”Nytt for inntektsåret 2020
For inntektsåret 2020 er det ikke lenger skatteplikt for mottatt underholdsbidrag. Fradragsrett for betalt underholdsbidrag er også fjernet.
Det vil likevel være skatteplikt for mottatt underholdsbidrag som ytes av konkursbo etter konkursloven.” [1]
Et opsigtsvækkende drastisk skridt, men åbenbart er hensynet til skatteprovenuet og statskassen vigtigere end hensynet og loyaliteten pacta sunt servanda til indre marked.
En tvivlsom adfærd der mindede mig om da Danmark i 2009 [2]ophævede dobbeltbeskatningsaftalerne med Frankrig og Spanien for at forhindre danske pensionister kunne nøjes med at betale fransk og spansk skat.
Sagen har været fulgt af tæt af den nye direktør for Internal Market Affairs hos ESA, Jónína Sigrún Lárusdóttir og sagsbehandlingen hos ESA, har været fagligt sober og kompetent.
Afsluttende kommentarer. Jeg er forbavset over at den norske stat vælger at gøre alle underholdsbidrag skattefrie for modtagerne i Norge for at afskære danskerne mulighed for at fradrage underholdsbidrag betalt til bosiddende i Danmark.
Årsagen må bero på at der i det norske embedsværk er fortaget en beregning af de milliarder Norge mister i skatteprovenu på norske underholdsbidrag på indtægtssiden kontra, de milliarder de potentielt mister i fradrag til udlændingene med underholdsbidrag.
Behandler man alle lige dårligt, så er der ikke længere tale om diskrimination. At den nye tilgang særligt rammer danskere med underholdsbidrag som arbejder i Norge tilskrives i afgørelsen asymmetri og forskelle i lovgivningen. Forskelle som ESA jf. EØS-lovgivningen ikke har mandat til at blande sig i.
Således efterlader jeg beklageligvis denne gang mine klienter og alle de danskere jeg pro bono har kæmpet for i sagen med et resultat der langt fra er gunstigt.
[1] https://www.skatteetaten.no/person/skatt/hjelp-til-riktig-skatt/familie-og-helse/underholdsbidrag/
[2] https://skat.dk/skat.aspx?oid=1760519
